
| Rikke Iversen til OL |
|
Igen viser Virum-Sorgenfri Håndbold sin styrke, når det gælder talentudvikling. Rikke Iversen, en stjerne i svøb, har kronet en fantastisk sæson med U16 pigerne med en udtagelse til det ungdomslandshold, som i august rejser til Singapore for at deltage i de Olympiske Lege. At Rikke er en ægte VSH’er, hersker der ingen tvivl om. Hun har næsten spillet i Virum altid, faktisk siden familien vendte hjem efter flere år i udlandet. I sine første år som spiller huserede som højre back, men det var først da hun blev stregspiller, at udviklingen for alvor tog fart. Først blev hun udtaget til det endelige unionshold og var med til det store landsstævne, hvor de bedste spillere i de forskellige forbund spiller mod hinanden. Det er det første skridt mod landsholdet, men desværre blev Rikke ikke udtaget til talenttræningen med det samme. Dog havde talenttrænerne ikke glemt hende, og der gik således kun et halvt år, så var hun med.
Den første samling for Rikkes vedkommende fandt sted i december sidste år. ”Det er rigtig fedt at spille sammen med de bedste spillere, og det er klart med til at udvikle mig som spiller”, siger Rikke, og hun glæder sig til at få sin debut på landsholdet til OL. Inden afrejsen skal samtlige atleter mødes til en stor samling i Fredericia, hvor de skal rystes sammen og lære hinanden at kende på tværs af idrætsgrene. I storesøsters fodspor. Rikke kommer fra en familie, hvor alle elsker håndbold. Således var hendes mor selv udtaget til diverse talenttræninger, mens faren også har spillet på højt niveau. For Rikkes vedkommende spillede hun og storesøsteren Sarah håndbold i haven da de var små. Nu er de begge landsholdsspillere, og det er en flot bedrift af søskendeparret. På spørgsmålet om Rikke føler hun står i skyggen af sin storesøster, vinker hun afværgende. ”Nej det synes jeg ikke. Jeg opfatter hende mere som et forbillede og en inspiration. Hun har opnået nogle helt fantastiske ting allerede, og jeg håber på, at jeg kan opnå det samme”, siger Rikke. Dem, som kender eller har spillet mod Rikke, ved godt, at hun er en udpræget vinder. Hver gang hun træder ind på håndboldbanen, så er det for at vinde. Men det gælder også i hverdagen, hvor alt kan omdannes til konkurrencer, hvor det gælder om at slå modstanderen. ”Nogle gange udvikler det sig til det værste. Specielt i spil med min søster. Så kan vi blive rigtig ondskabsfulde, og vi hoverer gerne overfor hinanden i mange timer efter”, griner Rikke. Forsvarskrumptap og leder. Hvis hun selv skulle pege på de bedste trænere gennem tiden, vil hun pege på Dan Pedersen, som hun lærte rigtig mange færdigheder af. ”Han er en super træner, som virkelig udvikler sine spillere. Han er hård, men også retfærdig”, smiler hun. ”Da jeg så blev junior, fik jeg Søren Wiborg, og han har videreudviklet mig, og har fået mig til at tro endnu mere på mig selv. Han fortalte mig, at hvis jeg har viljen, så kan jeg nå rigtig langt”. Der er nok ingen i Virum, som tvivler på spørgsmålet om Rikkes evner. Alle kan se søndag efter søndag, hvordan hun binder et forsvar sammen, så det står som en fasttømret enhed. Hun har et særdeles godt blik for spillet i begge ender, og så er hun en leder på banen. ”Men jeg ved også, hvor mine svage sider ligger. Jeg skal have noget mere fysik, og så vil jeg gerne blive bedre til at variere mit skud. Spørger man hendes holdkammerater, så ved de godt, hvilke ord, de vil bruge om hende: Målrettet og en rigtig fighter.
Fremtiden er lys. Rikke er fastbesluttet på, at hun gerne vil være fuldtidsprofessionel. Det har været en drøm, siden hun var lille, men skolen er også ekstremt vigtig for hende. ”Jeg har lært at prioritere min tid, så jeg både kan få gode karakterer i skolen, få lavet mine lektier og samtidig passe min træning”. Mange i hendes gymnasiet spiller også selv håndbold i klubben, så de kender godt til livet som spiller, men der er også dem, som ikke forstår hendes levevalg: ”De synes alle sammen, at jeg går glip af en hel masse, men omvendt får jeg nogle fede oplevelser både i klubben, men også med landsholdet, og det opvejer det hele”, siger hun. Mange unge talenter i dagens håndboldverden har alt for travlt med at komme op og spille i de store ligaer, men Rikke er moden og fornuftig. Selvfølgelig vil hun også gerne træne med de bedste, men hun vil ikke misse sine ungdomsår. ”Nu får vi et stærkt hold og en fin træner i år, så jeg er sikker på, at vi får det optimale ud af det. Desuden håber jeg at være med på U23-holdet i klubben, så der er helt sikkert basis for udvikling af mine kompetencer. Forhåbentlig rykker vores damesenior snart op i første division, men så længe jeg spiller på det rigtige hold med nogle gode veninder, så er jeg tilfreds”, siger Rikke, inden interviewet afsluttes. VSH ønsker Rikke et stort tillykke med den flotte udtagelse. Kommunikationsudvalget. |
| Virum Sorgenfri Håndboldklub 2002 Geels Plads 40 2830 Virum Tlf: 4583 4312 e-mail: vsh@vsh.dk Kontortid: Man, Ons Torsdag: Kl. 10.00 - 15.00 Tirsdag: Kl. 14.00 - 19.00 Webmaster: |